Link til Sundhed.dk: Hvad er hjernerystelse? Råd.
Hjernerystelse opstår i forbindelse med, at man slår hovedet. Hjernens funktioner kan blive forstyrret i kortere eller længere tid. Hjernen bliver hos den tilskadekomne i en periode mere sårbar for stimuli end normalt. Hvis der har været bevidstløshed skal tilskadekomne altid undersøges af en læge.
Symptomer
Der kan efter en hjernerystelse opstå træthed, hovedpine, kvalme, opkastninger, hukommelsestab for selve skadetidspunktet, svimmelhed og koncentrationsbesvær.
Hvornår søger man hjælp?
Tilskadekomne bør ses af læge
- hvis han/hun bliver sløv eller svær at vække
- hvis han/hun får tiltagende hovedpine
- hvis han/hun får tiltagende kvalme og opkastninger
- hvis der opstår kramper, lammelser eller besvær med at styre arme og ben
- hvis der opstår synsforstyrrelser
- hvis der opstår uforståelig tale og ændret adfærd, underlig opførsel
- hvis du føler dig utryg ved tilskadekomnes tilstand
De første dage efter skaden bør man ikke være alene, da det er vigtigt, at der er en voksen, som kan reagere relevant ved pludselige ændringer i den tilskadekomnes tilstand. De første 24 timer skal tilstanden kontrolleres ved, at pågældende vækkes hver 2-3 time under søvn.
Behandling
Børn er ofte gode til selv at sætte grænser for, hvad de kan klare. Men det kan alligevel være nødvendigt, at forældre hjælper med at begrænse de stimuli, hjernen udsættes for. Hvilke grænser dit barn har brug for afhænger af, hvor medtaget barnet er af sin hjernerystelse.
For at nedsætte risikoen for følger af hjernerystelsen på lang sigt, er det vigtigt, at fysisk aktivitet (fx sportsaktiviteter og leg på legeplads), læsning, TV-kiggeri, adgang til computer/tablets og smartphone samt høj musik begrænses de næste par uger for at reducere stimuli, da disse kan forværre symptomerne. Man skal dog kun ligge i sengen ved behov (er træt/vil sove). Aktiviteterne kan genoptages gradvist i takt med, at tilskadekomne får det bedre.
Brug af smertestilende medicin til børn aftales med lægen
For voksne med hjernerystelse gælder det, at man skal undgå alkohol, sovetabletter eller stærkere smertestillende medicin. Voksne kan benytte smertestilende medicin, som kan fås i håndkøb.
Daginstitution/skole
Barnet bør holdes hjemme det første døgn og så længe der er symptomer. Den første uge bør barnet ikke deltage i skolens gymnastikundervisning. Der kan være brug for en lille lur om eftermiddagen.